Der tilbydes to forskellige 8-ugers oplærings- og kursusforløb, som begge kombinerer praktisk oplæring med faglig undervisning og træning i arbejdet som hundefrisør.
8 uger – 2 dage om ugen
16 undervisningsdage i alt
8 uger – 3 dage om ugen
24 undervisningsdage i alt
Priser oplyses pr. mail
Begge forløb er meget praktisk orienterede, hvor man arbejder direkte med hunde og bliver oplært i de forskellige teknikker, arbejdsgange og rutiner, der hører til arbejdet i en hundesalon. Det er vigtigt, at oplæringen ikke kun handler om at lære at klippe en hund. Man skal lære at se og forstå hele hunden – fra pels, hud og generelle sundhedstilstand til kropssprog, adfærd og reaktioner under behandlingen.
Forløbets opbygning – fundamentet først
De første ca. fire uger af oplærings- og kursusforløbet vil i høj grad være koncentreret omkring bad, føn, korrekt udretning af pelsen og den grundige klargøring – ’preppe’ – der ligger før selve klipningen. Det er en helt bevidst opbygning af forløbet.
Et godt klipperesultat starter nemlig længe før, saksen eller maskinen kommer frem. Hvis pelsen ikke er vasket korrekt, føntørret ordentligt, redt helt igennem og klargjort rigtigt i forhold til den enkelte pelstype, bliver det efterfølgende klip heller ikke optimalt. Derfor bruges der god tid på at lære hele processen fra bunden og på at forstå, hvordan forskellige pelstyper skal vaskes, tørres, børstes, udrettes og klargøres.
Målet med de første uger er derfor ikke at komme hurtigst muligt frem til saksen, men at opbygge gode arbejdsvaner, korrekt teknik og en grundlæggende forståelse for håndværket.
Som udgangspunkt vil det være efter omkring fire uger, at arbejdet med saks og maskine for alvor begynder. Det afgørende er dog den enkeltes udvikling og ikke en bestemt dato. Når jeg vurderer, at de grundlæggende teknikker er på plads, og at man er klar til at gå videre på en sikker og fagligt forsvarlig måde, begynder oplæringen i korrekt brug af saks og maskine.
På den måde bygges forløbet gradvist op, så fundamentet er på plads, inden der bygges videre med mere avancerede teknikker.
En tryg start med rolige og erfarne hunde
I begyndelsen af oplæringen er det vigtigt, at der er ro til at koncentrere sig om teknikkerne og lære håndværket uden samtidig at skulle håndtere en meget urolig eller uerfaren hund.
Derfor stiller jeg blandt andet min egne hunde til rådighed i undervisningen. Den er vant til hele processen omkring bad, føn, bordarbejde, håndtering og soignering og ved, hvad der forventes. Det giver mulighed for at starte med en rolig, tryg og samarbejdsvillig hund, der står pænt på bordet, mens de grundlæggende teknikker indøves.
Der vil så vidt muligt blive startet med gode, rolige og samarbejdsvillige hunde, så sværhedsgraden kan øges i takt med, at erfaringen og sikkerheden bliver større.
Efterhånden som man bliver mere fortrolig med arbejdsgangene, introduceres man gradvist til forskellige hunde, racer, temperamenter og reaktionsmønstre. På den måde lærer man ikke kun selve håndværket, men også at tilpasse sin håndtering og arbejdsmetode til den hund, man har foran sig.
Hvad kommer man omkring?
Bad, føn og korrekt klargøring af pelsen
Man lærer at vurdere hundens pels og vælge den rette fremgangsmåde i forhold til pelstype og den efterfølgende behandling. Der arbejdes med korrekt vask, valg og anvendelse af produkter, forskellige fønteknikker, børstning, udretning og klargøring. Der lægges stor vægt på denne del af arbejdet, da et flot og professionelt slutresultat i høj grad afhænger af et korrekt udført forarbejde.
Korrekt brug af saks og maskine
Man bliver oplært i korrekt og sikker brug af både saks og maskine, herunder forskellige saksetyper, skær, afstandskamme og teknikker. Der arbejdes desuden med korrekt greb, arbejdsstillinger, præcision og sikkerhed, så arbejdet kan udføres effektivt og samtidig skånsomt for hunden.
- Bamseklip: Der arbejdes med opbygning og formgivning af klippet, herunder hoved, krop, ben, poter og overgange. Her både med maskine og saks. Man lærer at skabe balance og et harmonisk helhedsindtryk samt at tilpasse klippet til den enkelte hunds pels, kropsbygning og ejerens ønsker.
- Trim: Man introduceres til trimning og lærer, hvordan forskellige pelstyper og racer skal behandles og vedligeholdes ved korrekt trimning og inddeling af lag.
- Dobbelt coatede: Der lægges vægt på at kunne vurdere pelsen og vælge den korrekte teknik, da forskellige pelstyper kræver forskellige former for pleje og behandling. Herunder teknikker til fjernelse af underuld og korrekt behandling a dækhår.
- Spaniels: Her arbejdes med de teknikker og den pelspleje, der knytter sig til forskellige spanieltyper, herunder klipning, trimning, faner, poter, ører og det samlede udtryk.
Man får erfaring med forskellige racer, størrelser og pelstyper og lærer at vurdere, hvad den enkelte hund og dens pels kræver. Målet er gradvist at kunne se på en hund og selvstændigt danne sig et overblik over, hvordan behandlingen bedst tilrettelægges fra start til slut.
Hundens adfærd, kropssprog og signalerEn meget vigtig del af arbejdet som hundefrisør er at kunne læse hunden korrekt. Man lærer at observere hundens kropssprog, signaler og reaktioner og at vurdere, hvornår en hund er afslappet og tryg, og hvornår den eksempelvis er usikker, stresset, utryg eller har behov for en anden tilgang.
- Der arbejdes med at forstå, hvordan forskellige hunde reagerer i forskellige situationer, og hvordan man tilpasser sin egen adfærd og håndtering derefter.
- Målet er at udvikle den ro og situationsfornemmelse, der gør det muligt at arbejde professionelt med mange forskellige typer hunde.
- Korrekt og tryg håndtering af hunden
- Man lærer forskellige metoder til at håndtere og støtte hunden under blandt andet bad, føn, børstning, klipning, negleklip og øvrig soignering.
- Der arbejdes med, hvordan hunden placeres og støttes korrekt, og hvordan forskellige situationer håndteres på en rolig og sikker måde.
- Fokus er på at skabe en så tryg oplevelse som muligt for hunden, samtidig med at arbejdet kan udføres sikkert og professionelt for både hund og hundefrisør.
Hele hunden – fra A til ZNår en hund kommer ind i salonen, handler arbejdet ikke kun om det, der skal klippes. Som hundefrisør arbejder man meget tæt på hunden og kommer omkring stort set hele dens krop. Derfor er det vigtigt at udvikle et trænet blik for hundens generelle tilstand.
Under forløbet lærer man at gøre det til en naturlig del af behandlingen at gennemgå og observere hunden fra A til Z.
Der lægges stor vægt på hudens og pelsens tilstand. Man lærer blandt andet at være opmærksom på rødme, irritation, tør eller fedtet hud, skæl, sår, knopper, hudforandringer, parasitter, ændringer i pelsen eller andre forhold, der skiller sig ud fra det normale.
Der arbejdes med korrekt negleklip og pleje af poter samt med, hvad man skal være opmærksom på omkring trædepuder, mellem tæerne og omkring neglene.
Man lærer at observere ørernes generelle tilstand og være opmærksom på synlige forandringer, irritation eller andre forhold, som ejeren eventuelt bør gøres opmærksom på.
Der ses også på hundens tænder og mund, så man lærer at være opmærksom på eksempelvis synlig tandsten, tandkød og andre forhold, som kan være relevante at gøre ejeren opmærksom på.
Fordi man både ser og mærker hundens krop under behandlingen, kan man som hundefrisør opdage ting, som ejeren ikke nødvendigvis selv har bemærket. Derfor lærer man også at være opmærksom på eksempelvis knuder, hævelser, ømme områder eller andre synlige eller mærkbare forandringer.
Det handler ikke om at stille diagnoser, men om at blive dygtig til at observere hunden og genkende, når noget afviger fra det normale. På den måde kan ejeren gøres opmærksom på det og eventuelt få det undersøgt nærmere hos en dyrlæge.
Teknik, arbejdsgange og opbygning af rutineMan lærer at strukturere hele behandlingen fra hunden kommer ind ad døren, til den er færdig og klar til at komme hjem. Der arbejdes med rækkefølge, planlægning, tidsforbrug, arbejdsstillinger og gode rutiner, så der gradvist opbygges større sikkerhed, overblik og effektivitet. Målet er ikke blot at kunne udføre de enkelte teknikker, men at kunne samle dem til en professionel og velfungerende arbejdsgang uden at gå på kompromis med kvaliteten eller hundens trivsel.
Kundehåndtering og den praktiske hverdag i en hundesalonForløbet handler også om den praktiske hverdag og kontakten med kunderne. Der arbejdes blandt andet med modtagelse af hunden, forventningsafstemning omkring klip og behandling, dialog med ejeren, rådgivning og aflevering af hunden. Man lærer også, hvordan man på en professionel og respektfuld måde kommunikerer med ejeren, hvis der under behandlingen er observeret noget ved hunden, som ejeren bør være opmærksom på.
Individuelt tilpasset oplæringOplæringen og undervisningen tilpasses den enkeltes niveau, udvikling og de områder, hvor der er størst behov for træning. Da en meget stor del af forløbet foregår praktisk med hundene, vil der løbende blive arbejdet med de områder, hvor der er behov for mere erfaring, træning og gentagelse.
Ingen hunde er ens, og derfor er erfaringen med forskellige hunde en afgørende del af oplæringen. Målet er over tid at opbygge både teknisk kunnen, faglig forståelse, ro, situationsfornemmelse og sikkerhed i arbejdet.
2 eller 3 dage om ugen?3-dagesforløbet anbefales, hvis målet er at få det stærkest mulige fundament og opbygge størst mulig sikkerhed og rutine. De 8 ekstra undervisningsdage giver væsentligt mere praktisk erfaring og mulighed for at arbejde med flere hunde, racer, pelstyper, temperamenter og teknikker.
Netop gentagelserne og erfaringen med mange forskellige hunde er en vigtig del af at udvikle den sikkerhed og rutine, der skal til, når man efterfølgende skal arbejde mere selvstændigt.
Efter de 8 uger er der desuden mulighed for at aftale ekstra specialdage eller kurser, hvis der er bestemte områder, racer eller teknikker, man ønsker at fordybe sig yderligere i.
Hvorfor vælge hundefrisørkursus hos DiClare Grooming Academy
Når du vælger et hundefrisørkursus hos os, vælger du ikke bare otte ugers undervisning. Du vælger et intensivt og grundigt forløb, hvor mit mål er, at du går herfra med så meget faglig viden, praktisk erfaring og selvtillid som muligt.
Jeg har mange års erfaring som hundefrisør og har gennem årene arbejdet med mange forskellige racer, pelstyper, teknikker og udfordringer. Jeg nørder mit fag, og jeg går op i detaljerne. For mig handler hundefrisørfaget ikke bare om at kunne klippe en hund – det handler om at forstå pelsen, hunden, teknikkerne og håndværket bag et godt resultat.
Jeg er perfektionistisk i mit arbejde, og den faglige grundighed vil jeg gerne give videre til dig. Jeg gør ikke tingene halvt. Derfor forventer jeg også, at du er klar til at lære, øve dig og udvikle dig gennem de otte uger. Til gengæld gør jeg mit bedste for at fylde din faglige værktøjskasse så godt op som overhovedet muligt.
Du står ikke alene bagefter…….
Noget, der betyder meget for mig, er, at du ikke føler, at døren lukker, bare fordi de otte uger er gået. Når du efterfølgende står på egne ben, vil der naturligt opstå situationer, hvor du bliver i tvivl. Måske får du en hund ind med en pelstype, du lige skal have genopfrisket. Måske står du med en klipning, hvor du har brug for et ekstra sæt øjne, eller måske har du bare brug for et fagligt råd.
Her skal du vide, at du fortsat er velkommen til at række ud til mig. Det kan være telefonisk eller over FaceTime, hvis situationen kræver det, og hvis jeg har mulighed for at hjælpe på det pågældende tidspunkt.
Det betyder selvfølgelig ikke ubegrænset daglig undervisning efter kursets afslutning – men det betyder, at jeg ikke bare sender dig ud ad døren og siger: ”Så må du klare resten selv.”
Jeg vil gerne være den faglige livline, du kan række ud til, når du virkelig har brug for den.
Mit mål er, at du tør gå i gang!
Efter otte uger forventer jeg ikke, at du har set alt eller ved alt – det gør man ikke i et fag, hvor man kan blive ved med at lære og udvikle sig. Mit mål er derimod, at du går herfra med et stærkt fundament, en godt fyldt faglig værktøjskasse og mod på at komme i gang. Du skal kende teknikkerne, forstå hvorfor vi gør, som vi gør, og have fået masser af praktisk erfaring. Og vigtigst af alt skal du have en følelse af:
“Jeg kan godt det her – og jeg ved, hvor jeg kan søge hjælp, hvis jeg bliver i tvivl.”
For mig er dét forskellen på blot at gennemføre et kursus og på at blive ordentligt klædt på til at starte sit nye arbejdsliv som hundefrisør.
Alle vores kurser er altid 1:1- så DU er i fokus.